Kampreferat og billeder fra U12 stævne i Horsens 14-12-2014

En super afslutning på efterårs sæsonen! Vi spillede lige op med både Skovbakken og Horsens drenge og Horsens piger. Hele puljen var faktisk ret lige og det var kun marginalerne som afgjorde kampene. Vi havde i vores første kamp en rigtig god periode mod skovbakken, men i sidste periode formåede vi ikke at “putte bolden i kassen” ved flere oplagte chancer og vores forsvar faldt også desværre sammen. Dermed løb Skovbakken med en fortjent sejr på 40-30.

I anden kamp var dog klar… Horsens pigerne havde “banket” os ved sidste stævne med hele 30 point (!) og drengene var også tændte på at revanchere sig… vi spillede noget af det bedste forsvar vi længe har spillet og fik dermed en fortjent sejr med hjem som gjorde at drengene var i bedste humør efter kampen :-). Kampen endte 28-24 i vores favør.

I tredje kamp skulle vi møde Horsens drenge som vi vandt over sidst i en intenst opgør hvor en scoring i de sidste sekunder sikrede os sejren. Horsens drengene var dog denne gang lidt for stærke og velorganiserede til at vi på noget tidspunkt var tæt på dem. Vi kom dog med en slutspurt i 4. periode efter at have været bagud med over 20 point og tabte kun med 8.

Tak til Horsens for et velorganiseret stævne!

Lukket for kommentarer.